Anders Søgaard: Grammatikteorier og mulige sprog

Hvornår er én grammatikteori bedre end en anden? Når lingvister foretrækker én grammatikteori frem for en anden, skyldes det som regel enten de analyser, andre lingvister har formuleret ved hjælp af teorien, eller den ontologiske status, der almindeligvis tilskrives teoriens teoretiske størrelser. Æbler og pærer blandes. Teorier kan sagtens, hvis de er præcist formulerede, betragtes isoleret fra de analyser, dens tilhængere tilfældigvis udfører. Og teorierne er i en vis forstand også uafhængige af deres ontologiske fortolkning. Hvordan kan man så sammenligne og evaluere grammatikteorier analyse- og ontologiuafhængigt? I enkelte tilfælde er det alene ud fra definitionerne muligt at se, at én teori S er et fragment af en anden T. Det betyder, at enhver analyse, der kan formuleres i S, også kan formuleres i T. Og mere teoretisk, at mængden af mulige sprog ifølge S er en delmængde af mængden af mulige sprog ifølge T. Der er altså ingen positive beviser, der kan falsificere T uden også at falsificere S; og ingen negative beviser, der kan falsificere S uden også at falsificere T. De fleste gange kræver det dog lidt mere matematik at afgøre, om to grammatikteorier tillader de samme analyser eller forudsiger den samme mængde af mulige sprog. Mængden af analyser og mulige sprog er ikke den eneste måde at sammenligne og evaluere teorier på en analyse- og ontologiuafhængig måde. To teorier kan tillade de samme mulige sprog (og selv de samme analyser), men finde begrænsninger for de mulige sprog i vidt forskellige kognitive processer. De kognitive processer, der angives at være involveret, har betydning for grammatikteoriernes kompleksitet, dvs. hvor let det forudsiges at være for mennesker at analysere sproglige udtryk, og lærbarhed, dvs. hvor let det forudsiges at være for børn at tilegne sig grammatikker. Selvom S og T tillader de samme mulige sprog, kan S sagtens være meget mere kompleks end T. Det kan også være, at én teori, lad os sige T, er lærbar, mens den slags grammatikker, som S forudsiger har kognitiv realitet, er af en natur, der bevisligt ikke kan læres. Ekspressivitet, kompleksitivitet og lærbarhed er måder at sammenligne og evaluere grammatikteorier; eller, i nogle tilfælde, måder at afgøre, om én teori er bedre end en anden. I mange tilfælde er der dog en afgrund mellem at sammenligne og evaluere grammatikteorier og afgøre, hvilke der er de bedste. Det skyldes, at der tit mangler den slags empirisk data, som man skal sammenligne evalueringerne af teorierne med.

Det ses derfor som en fordel at udvikle hierarkier af grammatikteorier i stedet for enkeltstående teorier. Et eksempel på et lingvistisk interessant hierarki gives fra unifikationsbaseret grammatik.

Unifikationsbaseret grammatik er kernen i en lang række grammatikteorier (konstruktionsgrammatik, LFG, HPSG, og visse former for funktionel grammatik og minimalisme), og det er med udgangspunkt heri muligt på én gang at vise, at alle disse teorier i en vis forstand er inadækvate, hvis ovennævnte kriterier tages alvorligt. Hierarkiet anviser mulige løsninger på problemet.