Steffen Haurholm Larsen (Københavns Universitet/Berns Universitet) – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print kalender-ikon Bookmark and Share

Lingvistkredsen > Arrangementer > Forår 2017 > Steffen Haurholm Larse...

Steffen Haurholm Larsen (Københavns Universitet/Berns Universitet)

En garifuna-grammatik – Et projekt der aldrig slutter

Steffen Haurholm-Larsen er en af de ganske få danskere har skrevet en grammatik for et relativt ukendt og ikke tidligere beskrevet sprog, garifuna. Garifuna er et arawakisk sprog, der tales i 3-4 centralamerikanske lande af et ukendt antal talere. Garifuna er et truet sprog, idet det er marginaliseret i de nationale kontekster, hvad der blot accentuerer Haurholm-Larsens arbejde med at dokumentere sprogets grammatik til gavn for sprogvidenskaben og ikke mindst talernes efterkommere. Haurholm-Larsen vil i foredraget fortælle om de analytiske udfordringer og teoretiske problemstillinger der kan opstå i arbejdet med at beskrive et hidtil underbeskrevet sprog.'

Abstract

Garifuna er et sprog der tilhører den arawakiske sprogfamilie, der dækker det meste af det sydamerikanske kontinent. Sproget er atypisk i familien ved at det tales langt mod nord i Mellemamerika, og fordi det er gennemsyret af lån fra karina, et karibisk sprog som har haft enorm indflydelse på sproget gennem en længere periode i præcolumbiansk tid. 

Foredraget tager udgangspunkt i min ph.d.-afhandling, en grammatisk beskrivelse af garifuna, med særligt fokus på de analytiske valg, jeg som grammatikforfatter måtte træffe, og dermed også de dilemmaer, man som grammatiker uundgåeligt kommer til at stå i. Et eksempel på et sådant dilemma er spørgsmålet: Er der adjektiver i garifuna? Hvad er argumentet herfor, og hvordan kunne modargumentet lyde? Et andet svært spørgsmål, jeg stod overfor lyder: Er de postverbale bøjede tempus- og aspekt-markører affikser, klitika eller ord? Vejer fonologiske eller morfosyntaktiske argumenter tungest ved afgørelsen af dette? Implicit i disse spørgsmål ligger en mulig løsning, som ikke alle grammatikere er glade for: at postulere sameksisterende homofone sprogsegmenter, med forskellig grad af bundethed (affiks vs. klitikum vs. ord), men med (nær)identisk funktion. Dette fører naturligt op til en diskussion om sprogforandringens rolle i grammatiske beskrivelser – hvad mister vi ved at se den grammatiske beskrivelse som et øjebliksbillede eller sammenhængende system, fremfor som et produkt af kontinuerlig forandring? Jeg vil lægge op til en diskussion af mulige løsninger på disse dilemmaer.