Tema om allomorfi og sproglige indekser

Henning Andersen (UCLA): Nogle bemærkninger om sproglige indekser

En vigtig del af sproglige ytringer er de indekser som genereres af sproglige regler, tilføjer enhver ytring redundans og herved støtter afkodningsprocessen. I fonologien drejer det sig om allofoner og neutralisation. I morfosyntaksen er der tale om allomorfi, dvs fonologisk, grammatisk, eller leksikalsk betingede alternanter. På led- og sætningsniveau er der kongruens, rektion og topologiske relationer, mellem sætninger – anaforer og kataforer, på sproghandlingsniveau – eksoforer, diskursmarkører, osv. På hvert eneste niveau er der indekser der skaber kohærens og tekstualitet.
Som begreb er indekser ikke noget nyt (fx Trubetzkoy 1938), men termen indeks er først blevet gængs takket være Jakobson’s Peirce-inspirerede arbejder (tidligst 1957), og først på baggrund af Peirce’s distinktion ikon : indeks : symbol bliver det muligt at diskutere indekser i et beskrivelsesteknisk perspektiv.

Lars Brink: 3 gamle fejl i traditionel morfemanalyse

Gældende morfemanalyse rummer 3 fejl:

1. 1. Der stilles intet krav om, at bøjnings-allomorfer (bøjningsmorfem-varianter) skal ligne hinanden. Ø og -er regnes fx som pl.-allomorfer. Ved rødder stilles derimod ligheds-krav: oxyd/oxid versus tit/ofte.
2. 2. Det kræves derimod, at allomorfer betyder det samme. Dét gør »allomorfer« som -ede og -te eller -(ox)en og (cow)s ikke.
3. 3. Kø:b(e) og køb(te), sælg(e) og solg(te) regnes trad. som allomorfer, skønt de hver rummer en særlig, omend normalt redundant, grammatisk betydning. I mand/mænd er den ikke redundant: Hendes mand/mænd vartede op.

Jeg agter at føre bevis for fejlene. – Herefter ses det, at bøjningsklasser ikke blot er et pædagogisk greb, men en realitet i bøjningssprog. Og at genus-klasser (fx fælleskøns-klassen) reelt er på linje med bøjningsklasser.