Semantisk-pragmatisk cyklicitet, med særligt henblik på udviklingen af pragmatiske markører

Abstract

Det har været kendt siden starten af det 20. århundrede (e.g. Jespersen 1917) at der er cykliske mønstre i den diakrone udvikling af visse typer sproglige udtryk. Således opregner van Gelderen (2011) syv (morfo-)syntaktiske cyklusser, hvis eksistens er veldokumenteret i en række sprog. Cykliske udviklingsmønstre er ligeledes konstateret inden for fonologien (e.g. Bermudez-Otero & Trousdale 2012).

Dette foredrag omhandler cyklicitet på et tredje sprogligt beskrivelsesniveau, nemlig semantik og pragmatik. Eksistensen af cyklusser på dette niveau blev først konstateret af Hansen (2014), samt – uafhængigt – af Ghezzi & Molinelli (2014). I mit foredrag skelner jeg mellem to basale typer af semantisk-pragmatisk cyklicitet, svarende til de to grundlæggende synspunkter som kan anlægges i studiet af sproglig betydning, nemlig:

(i) Semasiologisk cyklicitet. I sådanne tilfælde fornyr en sproglig form med en given etymologi gentagne gange sine funktioner, således at der i hver ny cyklus tages udgangspunkt i mere eller mindre den samme betydning/funktion på det semantiske niveau, hvorfra der over tid udvikles en række mere eller mindre identiske betydninger/funktioner på det pragmatiske niveau.

(ii) Onomasiologisk cyklicitet. Her er der tale om to eller flere former med forskellig etymologi, men med mere eller mindre identiske betydninger/funktioner på det semantiske niveau, som på forskellige stadier af et sprogs historie over tid udvikler en række af mere eller mindre identiske betydninger/funktioner på det pragmatiske niveau.

Jeg vil først se kort på et tilfælde at semasiologisk cyklicitet, nemlig udviklingen af hhv. Latin iam, oldfransk ja (begge ‘(fra) nu (af)/allerede) og ældre/moderne fransk déjà (‘allerede; < dès ‘fra’+ja)(Hansen 2014). Derefter vil jeg præsentere en mere detaljeret analyse af den respektive udvikling af det latinske adverbium nunc og to franske adverbier, or og maintenant (alle: ‘nu’), som tilsammen udgør et tilfælde af onomasiologisk cyklicitet. 

Jeg vil hævde at eksistensen af semantisk/pragmatisk cyklicitet skyldes at sproglige størrelser som er hinanden lig på indholdsniveauet, vil være tilbøjelige til at give anledning til de samme typer af kontekstbestemte inferenser, og som følge deraf til mere eller mindre de samme typer af betydningsudvidelser/-ændringer.  Eksistensen af denne form for cyklicitet er således af metodisk interesse, idet den understøtter anvendeligheden af uniformitetsprincippet (Labov 1994) i studiet af betydningsændringer, contra Jucker & Taavitsainen (2008). 

I det omfang der er tid dertil, vil jeg afrunde med at skitsere en række emner for fremtidig forskning på området.