Sprog, landskab og kultur – variationsmønstre i rumlig sprogbrug i wik-mungkan (Australien)

Oplæg af Laurits Stapput Knudsen, University of Newcastle (Australia).

Abstract

Der er massiv variation i hvordan talere af forskellige sprog beskriver rumlige relationer: Lokationen for et træ i forhold til et hus kan beskrives som foran/øst for/til venstre for/opflods for huset. Udover variation mellem sprog er der også sprogintern variation: Mens nogle talere i et sprogsamfund vil foretrække én strategi, vil andre talere foretrække en anden. Den sociotopografiske model (Palmer et al., 2017, fc.) beskriver de faktorer, der har indflydelse på taleres sproglige beskrivelser af sådanne forhold: landskabet talere bor i, kulturelt specifikke måder at interagere med landskabet på, rumlig kognition og sprogsystemet.

Baseret på resultater fra lingvistisk feltarbejde i et sprogsamfund af talere af det oprindelige australske sprog wik-mungkan præsenterer jeg resultater fra tre undersøgelser af dette komplekse kausale forhold: En undersøgelse af hvordan et sæt af termer som traditionelt oversættes som ’nord’, ’øst’, ’syd’, og ’vest’, semantisk forankres i landskabet; en undersøgelse af hvilke sociodemografiske (kulturelle) faktorer der bedst forudsiger taleres sproglige valg; og en undersøgelse af taleres ikke-sproglige kognitive præferencer i et hukommelseseksperiment.

Disse tre delundersøgelser bidrager til et holistisk billede af de variationsmønstre i sproglige og ikke-sproglige strategier talere vælger, og hvilken rolle det fysiske landskab spiller i valget af strategi og udformning af sprogsystemet. Hvor tidligere studier har beskrevet enkelte mekanismer der former taleres valg af sproglige strategier i domænet, viser resultaterne her hvordan taleres valg ikke kan tilskrives en enkelt demografisk variabel eller mekanisme. Der er derimod samtidig indflydelse fra flere faktorer og kausale mekanismer. Disse resultater diskuteres i forhold til tidligere konklusioner om lingvistisk relativitet (Majid et al., 2004; Levinson, 2003), kognitiv nativisme (Li & Gleitman, 2002) og korrespondance mellem landskab og sprog (Palmer, 2015), og i forhold til hvordan det multi-direktionelle kausale forhold indfanges af den sociotopografiske model.

Referencer

Levinson, S. C. (2003). Space in language and cognition: Explorations in cognitive diversity. Cambridge University Press. https://doi.org/10.1017/CBO9780511613609

Li, P., & Gleitman, L. (2002). Turning the tables: Language and spatial reasoning. Cognition, 83(3), 265–294. https://doi.org/10.1016/S0010-0277(02)00009-4

Majid, A., Bowerman, M., Kita, S., Haun, D. B. M., & Levinson, S. C. (2004). Can language restructure cognition? The case for space. Trends in Cognitive Sciences, 8(3), 108–114. https://doi.org/10.1016/j.tics.2004.01.003

Palmer, B. (2015). Topography in language: Absolute frame of reference and the topographic correspondence hypothesis. In R. D. Busser & R. J. LaPolla (Eds.), Language structure and environment: Social, cultural, and natural factors (pp. 177–226). John Benjamins Publishing Company.

Palmer, B., Lum, J., & Gaby, A. (f.c.). Spatial frames, variation and sociotopography. In J. Bohnemeyer & E. Pederson (Eds.), The Expression of Space. De Gruyter.

Palmer, B., Lum, J. T. S., Schlossberg, J., & Gaby, A. (2017). How does the environment shape spatial language? Evidence for sociotopography. Linguistic Typology, 21(3), 457–491. https://doi.org/10.1515/lingty-2017-0011 

Bionote

Laurits Stapput Knudsen er postdoc ved Lunds Universitet og tog sin ph.d. ved University of Newcastle (Australien). Hans primære forskning er feltarbejde-baseret sprogbeskrivelse og semantisk typologi med fokus på hvordan rumlige relationer konceptualiseres. Udover fortsat samarbejde med talere af det australske sprog wik-mungkan (Queensland, Australien) har han tidligere arbejdet med talere af flere forskellige mesoamerikanske sprog.