Kasper Boye: Propositioner, sagforhold og dansk modus

Nogle sprog skelner både sætningstyper (f.eks. deklarativ, interrogativ, imperativ) og verbalmodi (f.eks. indikativ, imperativ, konjunktiv). Der er bred enighed om, at sætningstyper koder forskellige slags illokutionære værdier (f.eks. Searle 1989: 540; Lyons 1977: 745-748 ; Dik 1997 300-304), men verbalmodus er dårligt forstået. Et problem har at gøre med imperativ modus (jf. Palmer 1986: 24). Det er almindeligt antaget, at imperativ modus har samme funktion som imperativ sætningstype (derfor samme navn for begge), men er det virkelig rigtigt? Hvorfor skulle nogle sprog konsekvent bruge to forskellige udtryk redundant til samme formål? Et andet problem har at gøre med indikativ modus. Der er en tendens til at betragte indikativer som "umarkerede" eller at forbinde dem med den deklarative sætningstypen (ligesom imperativ modus er forbundet med den imperative sætningstype) (f.eks Palmer 1986 : 24). Morfologisk er indikativ anvendt i deklarative sætninger imidlertid helt identisk med indikativ anvendt i spørgende sætninger.

     Med det overordnede mål at foreslå en løsning på disse problemer præsenterer dette foredrag en semantisk analyse af den danske moduskontrast mellem indikativ og imperativ – en analyse, der 1) trækker på sondringen mellem sagforhold og propositioner, 2) indebærer en skarp sondring inden for “modus” mellem elementer, der har at gøre med illokutionær værdi (sætningstype), og elementer, der har at gøre med konceptualisering af langackerske processer (verbalmodus), 3) er relevant for andre sprog end dansk og 4) indebærer en forståelse af indikativ, der passer fint med termen “indikativs” etymologi: Indikativer peger på verden. Undervejs udvikles en kognitiv og instrukssemantisk teori om kontrasten mellem sagforhold og proposition.